Xiaomi Mi Mix – få mest skærm for pengene

Xiaomi Mi Mix (Foto: Androidcentral.com)
Xiaomi Mi Mix (Foto: Androidcentral.com)

Kineserne er for alvor ved at sætte deres præg på mobilmarkedet. De har allerede fået en fod inden for med deres Huawei-modeller. Huawei har blandt andet leveret den imponerende hardware til Googles Nexus 6P. Et andet kinesisk mærke er også ved at vinde indpas i den mobile verden. Byd velkommen til Xiaomi Mi Mix.

Xiaomi Mi Mix: kæmpe skærm – lille form

Xiaomi Mi Mix (Foto: En.miui.com)
Xiaomi Mi Mix (Foto: En.miui.com)

Denne telefon er den nyeste topmodel fra det kinesiske mobilfirma, Xiaomi. Den har en keramisk overflade, som vi kender det fra OnePlus X. Den keramiske finish har nogle fordele, som vi vil komme ind på om lidt. Men først til hovedattraktionen – skærmen! Den er nemlig hele 6,4 tommer stor. Det er altså meget mere end iPhone 7 Plus og Samsung Galaxy S7 Edge, som begge har skærmstørrelser på 5,5 tommer. På trods af de 6,4 tommer er selve kroppen kun på størrelse med en iPhone 7 Plus.

Dette er muligt takket være forholdet mellem skærm og krop. Den lyder nemlig på imponerende 91,3%, hvor iPhone 7 Plus har en screen-to-body ratio, der lyder på 67% og Samsung Galaxy S7 Edges lyder på 76%. Det er den højeste procentdel af alle smartphones. Det betyder dog, at kameraet er placeret i den nederste ramme af telefonen. Xiaomi har formået at presse størrelsen ned på halvdelen af andre smartphones kamerastørrelser.

De utroligt smalle kanter betyder også, at der ikke er plads til en højttaler til telefonsamtaler. Det føromtalte keramiske design forvandler de elektriske signaler til mekanisk energi, så skærmen transporterer lyden ud til brugeren via dens vibrationer.

Specifikationer

Xiaomi Mi Mix (Foto: Gsmarena.com)
Xiaomi Mi Mix (Foto: Gsmarena.com)

Den imponerende skærm har en Quad HD opløsning på 2040 x 1080 pixels. Kameraet er på 16 MP, mens kameraet foran er på 5 MP. Processoren er en Qualcomm Snapdragon 821, som man også finder i Googles spritnye Pixel og Pixel XL. Xiaomi Mi Mix fås i to versioner. Den ene kommer med 4GB ram og 128 GB plads, mens den anden imponerer med 6 GB ram og 256 GB plads.

Batteriet i den store telefon har en kapacitet på hele 4400 mAh. iPhone 7 Plus har 2900 mAh, og Samsung Galaxy S7 Edge har 3600 mAh. Det kan lades op igen via 3.0 Quick Charge. Xiaomi Mi Mix kommer med Android 6.0 Marshmallow, men indeholder ikke Googles standard-apps. I stedet for har Xiaomi implementeret deres egne MIUI 8-apps og kinesiske app store.

Køb den snart… i Kina!

Den mindste version kommer til at koste 3499 yuan, hvilket også er den danske pris, da valutakursen lyder på 1,01. Den store version koster 3999 yuan. Den kommer dog også med en ring af 18 karat guld omkring kameraet og fingeraftrykslæseren. Der hører en lædercase med til begge telefoner.

Priserne er dog minus den danske moms og told, så hvis telefonerne nogensinde kommer til Danmark, vil de nok blive lidt dyrere. Men det er dog slet ikke sikkert, at de to kinesiske smartphones overhovedet kommer til Danmark og Europa. De udkommer i første omgang i Kina den 4. november. Indtil videre er der ikke nogle forlydender om, hvorvidt den flotte telefon bliver lanceret på andre markeder end det kinesiske.

Be the first to comment

Leave a Reply