Nokia vender tilbage fra de døde

Nokia (Foto: Mobilityarena.com)
Nokia (Foto: Mobilityarena.com)

Nokia befinder sig i dag langt fra fordoms styrke. For blot ti år siden sad virksomheden på 50% af verdens mobilmarkedet. Dengang havde de en omsætning på svimlende 41 milliarder euro, som var mere en hele Finlands statsbudget! Siden da er der sket meget, og Microsoft har opkøbt det finske selskab og udgivet dets mobiler under eget navn. Det har medført nogle noget tvivlsomme Lumia-telefoner, der har kørt med Microsofts eget styresystem. Det blev aldrig rigtig nogen stor succes, men nu vender Nokia stærkt tilbage!

Nokia (Foto: Shoutpanda.com)
Nokia (Foto: Shoutpanda.com)

Flere nye Nokia-enheder

Nokia er på vej tilbage på markedet med flere nye enheder. Det har James Rutherfoord, CEO of mobile device commodities of Microsoft Asia, udtalt. Ifølge ham lancerer den tidligere mobil-gigant hele to nye enheder i sidste kvartal af 2016 samt yderligere to enheder i andet kvartal af 2017. HMD Global købte i 2016 rettighederne til Nokia-navnet, så de for fremtiden kan udgive smartphones under navnet Nokia. Samtidig har HMD og Nokia underskrevet en kontrakt med Foxconn om, at de står for produktionen af telefonerne. De har derved opkøbt Nokias produktionsanlæg fra Microsoft, hvorfra de efter planen skal producere de nye telefoner.

En anden indikation på Nokias snarlige tilbagevenden er, at deres administrerende direktør Rajeev Suri er keynotetaler ved Mobile World Congress 2017, som foregår den 27. februar til 2. marts. Det vil derfor være det perfekte sted og tidspunkt for en lancering af de nye enheder. Nokia har nemlig tidligere haft tradition for at præsentere deres nyeste telefoner med MWC helt frem til 2015. Rygterne går på, at der udkommer to nye premiumtelefoner og yderligere en eller to telefoner eller tablets i budget- eller mellemprisklassen senere hen.

Nokia smartphone (Foto: Nokiapoweruser.com)
Nokia smartphone (Foto: Nokiapoweruser.com)

Specifikationer og hardware

De to premiummodeller skulle udkomme i et metallisk design. Der er lagt vægt på den solide og robuste finish, og telefonerne vil være IP68 støv- og vandafvisende ligesom Samsung Galaxy S7. Derfor gør det ikke så meget, hvis man skulle tabe sin telefon i toilettet. Telefonerne vil følge i fodsporet på mange af de andre konkurrerende producenter og udgive store enheder. Der vil være tale om to modeller på henholdsvis 5,2 og 5,5 tommer, der forventes at have et QHD OLED display. Brugere af telefonerne vil højst sandsynligt også få glæde af en indbygget fingeraftrykslæser.

Det helt store trækplaster er, at Nokia-telefonerne for første gang udkommer med Googles Android Nougat. På den måde vil telefonerne være kompatible med flere apps og services – en ting som Lumia-modellerne led meget under. Nokia skulle have forbedret brugerfladen på deres Z-launcher, der vil kunne styres med touchbevægelser og gestikulering med hænderne over skærmen. En ting man må forvente er at blive forkælet på kamerafronten. Man kan sige meget om Lumia-telefonerne, men de havde helt fænomenale kameraer med en masse pixels.

Nokia smartphone (Foto: Nokiapoweruser.com)
Nokia smartphone (Foto: Nokiapoweruser.com)

Udseende og lækkede billeder

Der er dukket nogle interessant billeder op på internettet, der skulle forestille den metalliske krop fra de kommende Nokia-telefoner. De ligner ikke Lumia-modellerne, så vi får nok helt nyt hardware at se. Den metalliske krop har afrundede kanter og et pude-formet design, der kommer brugeren til gode, når denne skal holde på de store telefoner. Disse lækkede billeder er dog ikke blevet bekræftet endnu, så vi må nok vente til lanceringen med at afgøre, om billederne er valide.

HMD har udpeget Mother som ansvarlige for markedsføring og reklame af de nye Nokia smartphones. De første kampagner vil udkomme i løbet af 2017, hvilket stemmer overens med en eventuel lancering ved MWC og yderligere rygter omhandlende telefonerne. Derudover vil vi få en række produktlanceringer at se i løbet af 2017, selvom en kilde også har udtalt, at vi allerede vil få nye Nokia-enheder i slutningen af 2016. Vi må dog vente i spænding på at se, om mobilkæmpen kan vende tilbage fra graven, eller om det blot bliver endnu et fejlskud fra et døende firma.

Be the first to comment

Leave a Reply